Gå-til-reolen
Gør det nemt for brugerne at vælge arbejdsopgaver eller aktiviteter uden at spørge personalet om hjælp
Hvad
Gå-til-reolen kan bruges i forbindelse med arbejde og aktiviteter, fx på beskyttede værksteder. Gå-til-reolen er en centralt placeret reol med materialer eller instrukser til arbejdsopgaver eller aktiviteter i huset. Opgaver eller aktiviteter, som brugerne selv kan gå i gang med.
Hvordan
- Placér en reol et centralt og tilgængeligt sted.
- Find i samarbejde med brugerne ud af, hvad der skal være i reolen. Det kan være materialer til aktiviteter eller spil, værktøjer eller redskaber til arbejdsopgaver. Har I en aktivitetsmappe eller madmappe, kan disse også stå i reolen.
- Guid brugerne til, hvordan de kan bruge reolen. Understøt evt. med billeder på materialer og redskaber, der gør det tydeligt, hvordan de kan benyttes.
- Brug evt. QR-koder til at forklare arbejdsgange mv.
- Hæng fx plakater op med billeder og tekst, der henviser til reolen, så brugerne husker på, at den er der.
Hvorfor
Gå-til-reolen giver brugerne mulighed for selv at tage initiativ til at gå i gang med opgaver uden at involvere personalet – tage ansvar for opgaver og blive mere selvstændige.