Februar 2013

Det er vigtigt at komme til orde – og få lov at tale ud

Lars Klarskov

livsnyder, tidligere lagerchef, senhjerneskadet

Hvad bruger du din hverdag på?
– Jeg træner meget – styrketræning og kondition. Jeg kan godt lide at få pulsen helt op og bagefter gå i sauna eller dampbad og slappe af, så pulsen kommer helt ned igen. Så føler jeg mig frisk og veltilpas. Jeg er meget bevidst om min krop og har altid trænet, også inden ulykken. Jeg fik min hjerneskade, da jeg var ude for en trafikulykke i 1992.

Du er også optaget af at skabe bedre forhold for mennesker med hjerneskade?
– Ja, jeg har været med til at oprette Hovedhuset – et hus, hvor folk med hjerneskade kan blive forberedt på at komme i beskæftigelse eller komme og være.

– Jeg har også været formand for Hjerneskadeforeningens ungdomsafdeling Hovedtropperne i region hovedstaden, indtil jeg blev for ‘gammel’, da jeg blev 36! Jeg er stadigvæk med i Hjerneskadeforeningen og i kontaktudvalget for det frivillige sociale arbejde.

– Jeg vil gerne være med til at skabe bedre forhold for os med hjerneskade. Det er mest rehabilitering, jeg er optaget af. Jeg har den holdning, at jo mere man investerer i en person, der er skadet, jo mindre koster han eller hun samfundet senere. Jeg har selv haft et godt genoptræningsforløb, som betyder utrolig meget for, hvordan jeg har det i dag.

Hvad betyder brugerindflydelse for dig?
– Det er vigtigt, at man (de professionelle, red.) lytter til brugerne. At brugerne kommer til orde og får lov til at tale ud. Man skal passe på med, at man ikke manipulerer et svar ud folk. Men man skal også kunne skære igennem, når der er nogle regler, som ikke er til at komme udenom.

– De vigtigste er at være med til at sætte rammerne. Da vi lavede Hovedhuset, var brugerne med i arbejdsgruppen. Vi var med til at finde stedet, definere rammerne og ansætte lederen. En af mine mærkesager var, at det også skulle være et sted, hvor man bare kunne komme og være – at man ikke absolut skulle videre i arbejde.

Del siden:  

Man skal passe på med, at man ikke manipulerer et svar ud af folk.

Lars Klarskov

 

 

Platform for brugerindflydelse Socialt Udviklingscenter SUS, Nørre Farimagsgade 13, 1364 København K, +45 3393 4450, sus@sus.dk