Små sikre synlige succes’er

Cafélederkunsten er at få øje på mulighederne i det enkelte menneske. Det er at få mennesker til at flytte sig – at gøre dagen i dag bedre end dagen i går.

Målet er ikke at tage syv-mile-skridt.  Den dygtige caféleder får øje på de små, sikre, synlige succes’er hos den enkelte. Måske er det en succes at hjælpe med at skrælle kartofler i en halv time. Det er de små skridt, der tæller. Og de små skridt opstår når den enkelte møder anerkendelse, respekt, inddragelse og nærvær. Når den enkelte får lov til at være sig selv.

Succes er relativ – det afhænger af øjnene, der ser. Det er, når man selv føler, at man lykkes. Når relationer skaber ændringer for den enkelte.

Cafélederkunsten er at være med til at skabe de små sikre synlige succes’er: At gribe de muligheder, der opstår, og formidle de gode historier til omverdenen. På den måde anerkendes de små skridt som store succes’er udenfor den sociale cafés fire vægge.

Succes smitter!