Idé- og demokratiprojekt – udvikling af ULF’s mediearbejde.
ULF - Udviklingshæmmedes Landsforbund - har siden 1993 foruden en masse medlemsaktiviteter stået for oplysnings- og informationsarbejde om udviklingshæmmedes vilkår og rettigheder i Danmark. ULF har i dag et eget blad samt hjemmesider, som produceres af udviklingshæmmede knyttet til landskontoret i Vejle. Fra at have været en meget lille brugerorganisation er ULF nu vokset til 3500 medlemmer.
Med stigende ønsker hos medlemmerne til ULF’s arbejde, så er tiden nu moden til, at ULF kan udvikle sit mediearbejde til, som fortaler for udviklingshæmmede, at kunne blive langt mere offensivt handicappolitisk, så mediearbejdet i højere grad kan bruges offensivt til at kæmpe for medlemmernes interesser og være med til at udvikle ULF’s organisation.
I samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS og med midler fra SATS-puljen søsætter ULF nu et projekt, der skal:
- skabe medieproduktioner, der øger tilgængeligheden for udviklingshæmmede i medierne og i den politiske proces, og som også er med til at skabe modbilleder og påvirke befolkningens holdninger til udviklingshæmmedes evner og kompetencer
- udvikle et mediearbejde, der udvikler organisationen dynamisk og også tiltrækker nye medlemmer